Går man ind på Femø Kirkegård gennem den store låge, er den første gravsten, man får øje på, gravmindet over gårdejer Hans Peter Hansen og hustru Cecilie Hansen. Ud over hans titel gårdejer kunne der også stå guldgraver på gravstenen.
Hans Peder Hansen var født den 3. januar 1866. Søn af gårdejer Peder Jensen Hansen og hustru Maren Lucie Hansen, der ejede gården på Kirkehældevej 6. Matr. nr. 25a Nørreby.
Som 18-årig stak han til søs, hvor han som messedreng sejlede med skibet Norden til Christiania og Antwerpen. Han afmønstrede efter et par måneder, men fik hurtigt hyre igen og havde indtil maj 1886 hyre som kok på skibene Casper, Trine og Sibau, der alle tre anløb havne i Nord -og Østersøen.
Den 15. juni 1886 tog Hans Peder Hansen på langfart. Han fik hyre som kok og stuart på den tremastede bark Johanne Brodersen på 340 BRT, der var registreret på St. Thomas og ejet af købmand og skibsreder H. C. Brodersen, Flensborg.
Der gik tre år, inden han afmønstrede i Flensborg i maj 1889. I de tre år på langfart kan man i hans søfartsbog læse, at Johanne Brodersen blandt andet anløb Port Natal i Syd-Afrika, Hobart på Tasmanien, Melbourne og Townsville i Australien og Auchland på New Zealand. Lissabon og London blev anløbet på hjemfarten.
Efter hjemkomsten aftjente Hans Peder Hansen i 1890 sin værnepligt på krydskorvetten Valkyrien.
Hans Peder Hansen havde tilsyneladende fået lyst til at prøve lykken i Australien. I søfartsbogen kan man se, at han rejste fra København 4. april 1891.
I de følgende par år, kan vi ud fra anbefalinger fra hans arbejdsgivere se, at han arbejdede i Melbourne.
De første 14 måneder indtil august 1892 som kok og bager hos Alex M. Farlane, Boundoora Park, Melbourne. Derefter arbejdede han et halvt år indtil 20. marts 1893 som kok hos Praham Coffee Tavern, Melbourne.
Ud over søfartsbogen er det mest interessante dokument i Hans Peder Hansens træskrin, der stadig opbevares i slægten, en tilladelse til guldgravning i området Yilgarn i Vestaustralien. Tilladelsen var gyldig et år fra maj 1893 til maj 1894.
Hvor længe han gravede guld, kender vi ikke til, men nogen succes må han have haft, for den 31. oktober 1894 køber han gården på Pigmosevej 15, Femø. Købesum 16.700 kr. Besætning 3 køer og en hest. 1 kastemaskine, 1 tærskemaskine, 1 zigzagharve, 1 spidsharve, 1 kane og en 1 sadel. Det følgende forår gifter han sig med den 21årige femøpige Cecilie Marie Andersen. Sammen fik de 14 børn.
Hans Peder Hansen døde 2 dage efter sin 76 års fødselsdag 5. januar 1942. På gården på Pigmosevej 15, opbevarer barnebarnet Jens Holger Hansen det ovennævnte skrin fyldt med dokumenter, der fortæller om Peter Hansens interessante liv.
Arkivleder