Femø færger

Den første dampskibsforbindelse til Bandholm blev etableret i 1869, i forbindelse med indvielse af jernbanen Maribo-Bandholm. Sejladsen eksisterede kun et par år og først i 1882 blev sejladsen genoptaget med færgen Polyxene. Forbindelsen til Bandholm fortsatte til 1963, hvor færgeforbindelsen til Kragenæs blev etableret af skipper Emanuel Andersen og sønner.

Før den faste færgeforbindelse var persontransport overladt til færgemænd, der sejlede til færgebroen ved Fejø Sletter. En anden mulighed var dog at sejle med en af de lokale skippere, der fragtede varer til og fra Femø.