Arkivet fik i 2018 indleveret et spændende fotoalbum. Alle fotos var taget af skipper Jørgen Mejer Jensen i 1950erne. Blandt de mange spændende fotos var en hel serie, der viser kreaturbåden Galtens forlis ved Femø Sletter. Transport af svin og kreaturer fra Femø til Masnedsund, var begyndt allerede i 1898. Masnedsund Andels Svineslagteri stod i en lang periode selv for transporten af dyr fra Femø og Fejø og havde dertil anskaffet skibet M/S Galten.
Den 31. januar 1956 sidst på formiddagen blev fortøjningerne kastet i Femø Havn, med 32 grise og to kalve ombord stævnede Galten ud af Femø Havn og kursen blev lagt imod Masnedsund syd om Femø. Lidt efter middag, hvor Galten befandt sig syd for Femø Sletter, opdagede kaptajn Frederik Fabricius og styrmand Anton Nielsen, at Galten var sprunget læk. De forsøgte både med skibets motorpumpe og med en håndpumpe at pumpe skibet læns, men vandet steg hurtigt, og på et tidspunkt stoppede det indtrængende vand motoren. De havde dog forinden sejlet imod Femø Sletter for at sætte Galten på grund.
Grundstødningen var blevet observeret fra land og skipper Ernst Mejer-Jensen sejlede til Femø Sletter med sit skib M/S Smålandshavet. Han kunne ikke sejle helt hen til Galten og måtte retur for at hente en pram, hvormed han ved 18 tiden reddede de to besætningsmedlemmer og de to kalve.
En kraftig snestorm forhindrede at redde de 32 grise denne dag. Dog havde man fået trukket nogle presenninger over grisene, der stod på det åbne dæk, så de havde mulighed for at klare det kolde vejr, da temperaturen var faldet til -12º C.
Snestormen fortsatte den følgende dag, men Mejer-Jensen forsøgte på trods af vejret at komme tæt på Galten, men kraftig pakis forhindrede at komme helt hen til skibet, og isen var endnu ikke så fast, at den var farbar. M/S Smålandshavet var selv ved at komme i vanskeligheder, da kølvandspumpen stoppede til med grødis, og skruen blev beskadiget. Forsøg med at nå ud til Galten fra søsiden blev opgivet. Man anså det for mest sandsynligt, at grisene var omkomne af kulde. Blandt andet på grund af en henvendelse fra en dyreværnsforening ville man dog sikre sig, at alle grisene var døde, så en aktion med en af hærens helikoptere ført af flyveløjtnant Søren Hebsgaard og med frømand Willy Arp blev iværksat den 3. februar. Da Willy Arp kom ombord på Galten, var kun en gris frosset ihjel, og han måtte skyde de øvrige 31 grise. Helikopteren landede derefter ved Femø Havn, så det blev vinterens største tilløbsstykke på havnen.
I et søforhør, der blev afholdt den 6. februar, blev det fastslået, at skibstilsynets bestemmelser var overholdt i enhver henseende, og besætningsmedlemmerne havde gjort, hvad der kunne gøres for at komme de nødstedte grise til hjælp. Vinteren fortsatte, så isen blev efterhånden så fast, at man med slæder kunne hente de aflivede grise, men først den 15. februar fik man hentet de sidste 6 grise.
Færgen var indstillet på grund af isforholdene, så grisene blev gravet ned i snedriver ved Nystængevej indtil de kunne sendes med færgen til destruktion. Den 40 år gamle og 25 BRT store M/S Galten stod ikke til at redde. Foråret 1956 blev resterne af det havarerede skib slæbt ud i Femøsund og sprængt. En begivenhed der på forhånd var blevet annonceret, så mange femøboere, der iblandt jeg, så eksplosionen og den store vandsøjle, der blev
Galtens endeligt. Svineslagteriet i Masnedsund diskuterede efterfølgende med andelshaverne på Fejø og Femø, hvordan transporten skulle fortsætte. Fra Fejø valgte man at starte transport med lastbil. På Femø overtog Ernst Mejer Jensen og efter ham Jørgen Mejer Jensen transporten med M/S Smålandshavet. Ved generalforsamlingen i andels-svineslagteriet i februar 1956, fremhævede direktør Bloch Petersen skipper Mejer Jensens indsats ved Galtens forlis. Samtidig berettede han om, hvor dyr en løsning det var for slagteriet at transportere svin fra øerne. Fragtudgiften på svin fra øerne var 7,33 kr. pr svin imod transportudgiften fra Sjælland, Møn og Bogø var 1,47 kr. pr svin. Der var fra øerne i 1955 leveret i alt 3480 svin, så antallet var ikke større end man overvejede ved venskabelig overenskomst med leverandørerne, at ophøre med at have dem som andelshavere. Så vidt kom det dog ikke.
Arkivleder